Vi glædes over at studere en snegl, lege med vand og sand, få jord på tøjet og dufte til blomsterne. Derfor er nærvær i naturen højt prioriteret i min lille pasningsordning.
Vi er dagligt ude i al slags vejr, hvor vi går på opdagelse sammen i grønne omgivelser på Nørrebro. Når vi er indenfor, er vi kreative, fjollede og vi både danser, laver yoga, maler, tegner, synger, læser og bager.
Skal jeres barn have en omsorgsfuld pasningsordning og en hverdag med tryghed, nærvær og stor plads til det enkelte barns behov?
Privat dagpleje kan være et positivt alternativ til vuggestuen.
Jeg har igennem tiden haft flere familier, der valgte den private pasningsordning frem for vuggestuen. Nogle familier har taget deres barn ud af vuggestuen, da institutionslivet ikke var noget for dem og deres børn.
Her er også plads til at børnene kan være her midlertidigt imens I venter på den ønskede institution.
Det at være i privat dagpleje, kan være en blid og fin overgang til vuggestuen og børnehaven. Min private pasningsordning er godkendt, så I får tilskud fra kommunen.
Som udgangspunkt prioriterer jeg en familie, som kan være her over længere tid, af hensyn til den samlede børnegruppe.
Derfor kan jeg tilbyde en børnepasningsordning af højeste kvalitet med masser af nærhed, omsorg og forkælelse af børnene.
Jeg har 4 børn i børnegruppen.
Lidt om mig
Jeg er mor til tre børn, på henholdsvis 20, 18 og 14 år.
Jeg har været privat dagplejer i sammenlagt 16 år, hvor jeg også selv har passet mine egne børn.
Jeg blev uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet i både vuggestue og fritidsklub, hvor jeg var ansvarlig for den tilknyttede dyrelegeplads.
Sidenhen har jeg arbejdet som pædagog i Mosters hus, som er en vuggestue på Nørrebro. Efter min sidste barselsorlov valgte jeg at blive privat børnepasser ud fra ønsket om at skabe de bedste betingelser for de kære små mennesker.
Jeg er opvokset i Svendborg med skov og strand i min baghave, så naturen har været min legeplads som barn. Mit ønske er, at børnene i min pasningsordning får et godt forhold til naturen, selvom de bor i København.
Jeg er gift med Bastian Overgaard, som er forfatter og foredragsholder med speciale i at bruge stilhed som et værdifuldt nærværsskabende redskab. Han har bl.a skrevet børnebogen "Øret, der ville finde sin ven". Vi er begge meget optaget af, hvordan man positivt kan styrke børns iboende stilhedssans og skabe dybe nærværende stunder, i en støjende verden. (Læs evt. anmeldelse i Pædagogen.dk her).
Børnene skal stimuleres og støttes i deres udvikling og dette igennem anerkendelse og en fin balance af genkendelighed, faste rutiner, samt nye oplevelser i trygge hænder.
Vi skal opdage, udforske, lege og sanse. Vi skal grine og tumle. Her er fokus på leg og læring samt stimulation af børnene både motorisk, sprogligt og musikalsk.
Jeg engagerer mig professionelt i mit arbejde og besidder en høj arbejdsmoral. Jeg værdsætter en åben dialog og et godt samarbejde til jer som forældre og er imødekommende for jeres ønsker og behov.
Forældrene til børnene i min private dagpleje, har igennem tiden udtrykt stor glæde og taknemmelighed over, at de har følt sig særligt støttet, rummet og forstået i den nye rejse ind i forældreskabet og de samtlige udfordringer, som kan opstå i forhold til barnets udvikling.
Det er en udviklingsproces for hele familien, og her er det min tilgang at kunne støtte jer bedst muligt i processen.
Jeg er derfor meget fleksibel i dagligdagen, og her er stor plads til at I kan have en hyggemorgen derhjemme og aflevere jeres barn senere på dagen, eller hente barnet tidligt, når I ønsker det.
Jeg går meget op i sundhed, kost og økologi, da det er en livsstil for mig personligt. I mange år har jeg været primært vegetar og kan derfor tilbyde sunde alternativer til både mælk, kød og gluten, samt imødekomme andre ønsker i forhold til kosten. Her serveres hjemmelavet økologisk mad for børnene.
Her tilbydes børnepasning fra tirsdag til fredag, i tidsrummet 8.00-16.00. Mandage holder jeg lukket, da jeg arbejder som klassisk homøopat i et klinikfællesskab. Hvis I er nysgerrige på dette, kan I læse mere på www.ennaturligpille.dk
Hvis I kunne være interesserede i en privat pasningsordning hos mig, er det muligt at skrive sig på venteliste, og derefter aftale et møde. Jeg foretrækker at blive kontaktet pr mail, hvor I skriver lidt omkring jer selv.
NB: Alle billeder på siden er delt med forældrenes tilladelse.